- Skulpturer - Uderummet, Vivi Linnemann (1962 - )
Leave a comment

Vivi Linnemann – “Corona on the Go”

Vivi Linnemann – “Corona on the Go”
Orange acryl.
Mål: L. 140 x 70 x 40 cm.
Pris: SOLGT

Vivi Linnemann – “Monstro”
Blå acryl.
Mål: L. 40 x 40 x 25 cm.
Pris: SOLGT

Kan besigtiges på galleriets Pop-up kunstudstilling på “Museumsgrunden” i Hornbæk. På hjørnet af Kystvej og A.R. Friisvej.

Link til CV: Vivi Linnemann

. . . . . . . . . . Tekst Trine Ross
I den traditionelle kunsthistorie taler
man tit om et modsætningsforhold mellem fladen og dybden, mellem stregen og det tredimensionale rum. Men i Vivi Linnemanns værker ophæves modsætningerne, eller måske mere præcist: de sameksisterer.
Linnemanns skulpturer fremstår nemlig med en glødende kontur, der slynger sig som en stregtegning, midt i alt den tredimensionalitet, der karakteriserer både skulpturer og installationer. Forholdet mellem på den ene side streg og flade, på den anden volume og rum, står og vipper i forhold til hinanden og skiftes til at træde forrest i oplevelsen. De udelukker aldrig hinanden, men indgår i stedet i en gensidig befrugtning. Denne dobbelthed går igen i værkernes dialog med det omkringliggende rum, hvad enten der er tale om byskaber, menneskeskabte sale eller den frie natur, hvor mange andre skulpturer kommer til kort.
I byrummet skaber Linnemanns værker en kontrast til de retvinklede facader og grundplan ved at skyde op og folde sig ud som mangebladede blomster, mens de rumlige installationer bemægtiger sig udstillingssale med en selvfølgelighed. Og når værkerne ikke bare kan overleve, men ligefrem vokse i naturen, så tror jeg det skyldes, at Linnemann arbejder med et udtryk, der i sig selv er organisk og dermed kan kategoriseres som en anden form for natur.
Naturen er i dette tilfælde desuden imødekommende, idet værkerne rækker ud i verden, de inviterer rummet og beskueren til dialog, interaktion og endda til en abstrakt version af genkendelse: for selvom der på ingen måde er tale om figurative gengivelser af hverken menneskekroppen eller andre former for vækst, så minder den indbyggede bevægelse, det fremadrettede udtryk og den dynamiske linjeføring alligevel om os selv.
Som mennesker befinder vi os nemlig, ligesom Linnemanns værker, midt mellem det kødelige og æteriske. Ligesom os er værkerne i evig forandring, alt efter omgivelserne, lyset og den synsvinkel, der anlægges. Nogle af Vivi Linnemanns værker spejler verden, andre spejler sig i dem, men fælles for dem alle er, at de lader os se os selv – og sætter nye farver på verden omkring os.
Trine Ross
. . . . . . . . Tekst Erik Meistrup
Vivi Linnemann er en dansk kunstner der siden 2011 har været fast bosat i Schweiz, hvor hun i særlig grad har slået sit navn fast gennem sin deltagelse i en spændende række udstillinger.
Vivi Linnemann arbejder med digital illustration, maleri, collage og ikke mindst forskellige former for skulpturelle værker og installationer, hvor det abstrakte med en slags fortællende strukturer er i fokus.
Vivi Linnemanns skulpturelle sprog trækker på den revolution som russeren Naum Gabo introducerede omkring 1915, hvor skulpturens masse blev opløst og det ’tomme’ rum blev indarbejdet i skulpturen og blev til dens nye ’masse’. Skulpturen blev aldrig den samme igen og det åbnede op for en langt bredere tilgang til at lave skulpturer som vi har set hos britiske Barbara Hepworth (1903-75) og danske Ib Geertsen (1919-2009). Linnemann er således solidt forankret i en kunsthistorisk tradition, når hun arbejder med de forskellige materialer, der hænger, står eller måske ligger henslængt på et podie af beton. Som værket ”GRØN – SYNTESE” fra en udendørsudstilling i Schweiz.
Materialerne spænder fra PVC over stål og akryl til faconsyet skumplast og forskellige kunststoffer. Vivi Linnemanns skulpturer har et fællestræk, der alle handler om at være lette i deres udtryk og indføje sig i det rum /de omgivelser, de placeres i. Samtidig giver de rummet/ omgivelserne en ny mening eller fortælling, som man ikke kan undgå at blive inddraget i. De forandrer virkeligheden gennem deres form, materiale og farvevalg.

Værkerne snor og drejer sig som om de er en slags organisme, deres udtryk er forskelligt efter, hvorfra man ser dem og alt efter lysvirkningerne fra naturen eller rummet omkring dem. Nogle af de mindre skulpturer kunne være en slags kunstige planter placeret et sted, hvor lyset strømmer ind og tilfører liv og forandring.

Skulpturerne er plastiske og ofte transparente i deres struktur, hvilket betyder de kan ændre form alt efter, hvor de placeres, og hvordan de er tænkt ind i omgivelserne – om det er et lukket udstillingsrum eller i et bybillede eller ude i naturen. Linnemanns skulpturer bibringer noget særligt til stedet og samtidig er der noget opløftende – ja nærmest en slags glæde – ved deres formsprog og transparens, der gør, at man bliver i godt humør samtidig med, at man undres over, hvad disse skulpturer mon betyder – eller er – og det svar må beskueren så selv skabe en historie ud af.
Vivi Linnemann har haft en lidt udsædvanlig kunstnerisk karriere, idet hun først har arbejdet som Art Director, inden hun flyttede til USA hvor hun i årene 1990 -1994 startede egen illustrations virksomhed i San Francisco. Her uddannede hun sig på bla. San Francisco Art Institute og indenfor digital art, inden turen gik tilbage til Danmark. Efteruddannelses kurser fulgte på Det Kongelige Danske Kunstakademi, bla. Akademiets Plastlaboratorium. Det er siden blevet til deltagelse i mange udstillinger i Danmark, Tyskland, Østrig og Schweiz.
Erik Meistrup

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.