Kulturnatten – fredag den 22. september kl. 17-21.00
Galleriet Hornbæk viser en vifte af håndplukkede kunstnere på kulturnatten i år, udtaler kunsthandler Susanne Risom.
Vi er særlig stolte af at præsentere værker af Lin Utzon og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.
International anerkendte Lin Utzons smukke gouacher og skulpturer udstråler en særegen skønhed fuld af balance, rum og lys. Beskueren finder ro og glæde ved at betragte værkerne, som også afspejler kunstnerens intensitet, fortæller Susanne Risom.
H.K.H. Prins Henrik vil være repræsenteret med sin digtsamling “Fabula”, samt med et udvalg af bronzeskulpturer, der både er abstrakte og fabulerende. Galleriet Hornbæk udstiller samtidig en række originale Carl-Henning Pedersen malerier, så H.K.H. Prins Henriks skulpturer og Carl-Henning Pedersens malerier kan ses i flot dialog i Hornbæk.
En række af Prins Henriks skulpturer har netop været vist på udstillingen “Eventyrlig dialog” på kunstcentret CCA Andratx på Mallorca, hvor Prinsens bronzer ligeledes spillede op til Carl-Henning Pedersens malerier.
Galleriet Hornbæk havde stor succes med den netop afsluttede separatudstilling med den “oversete” cobra kunstner Erik Ortvad i anledning af hans 100-års dag. Det var en værdig hyldest til den anerkendte og dygtige cobrakunstner. På grund af stor efterspørgsel udstilles fortsat enkelte af hans værker.
Yderligere fremhæver Susanne Risom de smukke abstrakte landskabsakvareller og oliemalerier af den kendte færøske kunstner Bardur Jakupsson samt Pylle Søndergårds skønne keramikskulpturer. Galleriet udstiller permanent værker af et antal Cobra kunstnere – både originale oliemalerier og værker på papir samt kendte nordiske billedhuggere, nutidskunstnere og klassiske modernister.
På gensyn
Galleriet Hornbæk